Tingenes tydelige sprog

Karen Bennicke og Peder Rasmussen er to af landets største keramikere. Begge modtagere af Statens Kunstfonds livslange ydelse og utrættelige formidlere af deres fag i værker og ord. Parret var en del af portrætbogen Danish Creatives, hvis danske version ikke tidligere har været udgivet. Nu kan du læse det her i en lettere opdateret udgave.

Karen Bennicke og Peder Rasmussen er to af Danmarks mest erfarne keramiske kunstnere. Deres formsprog er vidt forskelligt, selvom de bor og arbejder sammen og har gjort det i 52 år. Karens værker taler ind i arkitekturens, matematikkens og konstruktivismens formsprog, mens Peders værker fortæller individuelle historier gennem arketypiske former, symboler, dekorationer og referencer.

Peder og Karen bor der, hvor vejen slår et sving mellem marker, heste og det store gods, som de lejer huset af. Huset i Bregentved var tidligere godsets smedje og havde ikke været beboet i 15 år da Karen og Peder flyttede ind. Det er 50 år siden og huset er i dag en homogen sammensmeltning af værksted og hjem. Af praksis og refleksion. Drejer du til venstre fra køkkenet kommer du ind i studiet, drejer du til højre ender du i stuen.

At læse ting
Alle rum i huset er fyldt med kunstværker, og Karen og Peder har personlige relationer til de fleste af udøverne bag. Her er derfor værkhistorier på alle afsatser, hylder, gesimser, hjørner og sprækker. Her er levet liv i varierede kunstneriske udtryk og så er her hyggeligt og interessant. Karen og Peder har som keramikere gennem mere end 50 år en stor og naturlig forståelse og sans for stoflighed. Øjet vandrer og finder hvile i et værk eller tre, og at besøge deres hjem er ligesom at være på galleri. Også her betaler det sig at dvæle ved tingene, for der er altid mere at komme efter end man afkoder ved første øjekast.

Peder Rasmussen og Karen Bennicke er samlere, og deres samling rummer både træskeer, nedslidte håndsæber, Kai Nielsen-figurer, Willumsen-grafik, afrikanske masker og ting med skønne, atypiske former og materialiteter.

”Vi elsker de særlige ting, vi har fundet, samlet og købt gennem årene,” forklarer Karen”.

”Alle vores ting BETYDER NOGET. Vi læser genstande, som andre læser lyrik eller litteratur. Vi er konstant i dialog med ting som skabende mennesker, der arbejder og skaber med hænderne. Det stimulerer tanken at tale med tingene,” gestikulerer Peder, så man forstår, at der er tale om en eksistentiel vigtighed.

Parrets samling er af og til med som inspirationskilder eller benspænd i en udstilling, en proces eller som ledetråd på opslagstavlen. De smukt slidte sæberester kom i montre og blev til værket ”Sæbejuveler” på fællesudstillingen ”Arkitektonisk Stuegang” som Karen deltog i på Designmuseum Denmark i 2012.

”Vi er materialister – billedmennesker. Vi skal røre ved tingene for at forstå dem, ligesom vi ofte bedst forstår verden gennem objekter og materialer. Transformationen er vital for os. Der skal transformeres fra idé og skitse til materiale og virkelighed. Fra model til værk.

En tegning fra et værk transformeres ofte til noget andet. Man lærer tingene at kende i processen, og det er den måde, vi forstår verden på,” understreger Karen.

Karen har også altid haft en forkærlighed for plastemballage, der inspirerer hende til former og strukturer – og ikke sjældent laver hun gipsafstøbninger af emballagerne, der dermed ender som færdige værker eller som en del af hendes proces. Karen inspireres af genstande, der ikke nødvendigvis er relateret til hendes fag. Som når halvdelen af en tøjklemme ryger i lommen på en gåtur og senere bliver til et vægrelief. Eller når et kort over Paris’ arondissementer ender som forlæg for en serie værker.

Samme proces, hver sit udtryk
Peder og Karen arbejder sammen hver dag, selvom de kan befinde sig flere forskellige steder på matriklen. På glasurværkstedet, på tegnestuen, på kontoret ovenpå, i haven eller på deres andet værksted og galleri, der ligger oppe ad vejen. ”Om sommeren er jeg vild med at være der,” forklarer Peder. Karen tager over:

”Vi er blevet mere forskellige med alderen. Når man bliver ældre, bliver man mere sikker på, hvem man er – som person og som kunstner.”

Karen er detaljemesteren, der benhårdt og minutiøst følger sine matematiske udregninger og skaber modeller bygget op af mellem 25 og 70 stykker pap, der er limet sammen. Som en analog og tredimensionel metode til at fremkalde den fulde form. Se den, forstå den, føle den­ – for derefter at omsætte den minutiøst til keramisk skulptur.

Peder er mere løs i sin proces og arbejder intuitivt ud fra sine skitser, modeller og udregninger og bygger sine krukker op direkte på kavaletten. Peder Rasmussen er en mester i at fortælle historier gennem sit medie, hvor glasur og dekorationer kombineres i lag af komplekse referencer. Peders formsprog er klassisk og historisk funderet, hvor det er dekorationerne og ornamenterne, der træder ad narrative og fabulerende stier. Karens formsprog griber fat om arkitekturen ved at skabe lag, vinkler, rum og spændinger mellem det ydre og det indre. Men selvom formsprog, metodik og tankerækker er forskellige, bruger parret hinanden til at sparre med både før, under og efter at arbejdet er færdigt.

”Vi arbejder med hver vores udtryk, men har processen og forarbejdet til fælles. Vi skaber begge modeller, tegner skitser og måler op.” Parret arbejder på den måde helt klassisk og old school, men med stor respekt for materialets potentiale og egenvilje.

”Nogle gange tager tingene over og løser sig selv. ’Ok, det var sådan du ville se ud…’ Og på et tidspunkt falder det hele på plads”, siger Karen.

At skubbe sig ud af sin komfortzone
Som kunstnere i et nichefelt har de to etablerede keramikere erfaret, at det er vitalt, at du er opsøgende og hele tiden udvikler og forbedrer dig. Både Peder og Karen har hele livet udstillet flittigt i ind- og udland, og Peder har desuden været aktiv i kulturpolitik som bl.a. udvalgsformand i Statens Kunstfond, ligesom han er forfatter til flere bøger om feltet. Derudover har de begge modtaget Statens Kunstfonds livslange hædersydelse for deres arbejde. Og det er lidt af en bedrift, at de begge modtager den hæder – uafhængigt af hinanden som individuelle kunstnere.

”Som udøver skal man forny sig, og det sker kun, hvis man smider sig ud på de 12 favne vand. Hvis man ser eksperimentielt på det, handler det om at undersøge nye vinkler. Det færdige resultat er spydspidsen af hele tænkningen bag. Det er ikke lineært, men cirkulært og organisk, for du indsamler viden hele livet og undersøger idéer, der skal prøves af.”

Karen udstiller i hele verden og er lige nu en efterspurgt kunstner. Interessen er stigende – og som kunstner er det en livsnødvendighed at skubbe sig ind i udviklingen og ud af de velkendte komfortzoner, hvor man kender alle dele af processen og det færdige udtryk. Man skal flytte sig – og turde gå nye veje uden at vide, hvad der kommer rundt om det næste hjørne.

”Det kommer som et behov; at man godt kunne tænke sig at undersøge en bestemt ting. Nogle gange kan der gå år, før man finder ud af, hvordan man gør det, men det vigtigste er, at man tænker nye tanker og flytter sig både mentalt og teknisk. Man skal afprøve sig selv og give sig selv nye opgaver, som er interessante og som er sværere og sværere at løse. Der skal helst være noget modstand, ellers er det ikke interessant at gå på værkstedet,” forklarer Karen.

At udstille og være en del af et kunstmarked
Peder Rasmussen og Karen Bennicke udstiller begge jævnligt. På gallerier, museer og i deres eget værkstedsgalleri – og så afholder de forskellige events, hvor de fortæller om deres arbejde til kunstforeninger og andre faglige netværk.

”Vi har aldrig rigtig tænkt på vores arbejde som markedsobjekter, siger Peder og fortsætter:

Ting tager tid. Når grænser overskrides, går der noget tid før tingene fanger an og folk forstår det. Det kan også være, at jeg laver noget, som jeg sætter væk, og så finder det 6 år senere og tænker, at det er da meget godt. På den måde kan man være forud for sig selv, ubevidst.”

Karen nikker og supplerer. ”Vores tanke har fra starten været at få råd og fred til at arbejde. At finde et sted, der var rimeligt i husleje, så de faste udgifter var så lave som muligt. Vi har fået det til at hænge sammen. Man skal ikke være bange, man skal turde sit projekt”.

Haven er et kunsterisk rum
Karen og Peder har også indlemmet haven som et kunstnerisk rum. Faktisk er haven en mindre park, der både indeholder blandede blomsterbede, mindre træer, en lille sø og en stor køkkenhave. Haven er smukt koreograferet og designet af Karen efter engelsk forbillede, og det er også hende, der holder bedene. Køkkenhaven derimod er Peders – her er salat, tomater, gulerødder, grønkål, squash, hokeido-græskar, grønne bønner, kartofler, porrer, persille, ribs og æbler. Kærligheden til mad stiger op mellem bedene i køkkenhaven, der er sirligt holdt og vidner om en madglad familie, der er selvforsynende med grønt 3 mdr. om året.

”Der er en stærk natur udenom huset med sø, skov og marker, og derfor skal haven tale samme sprog. Det er en vild have, der korresponderer med naturen. Vi bruger 1-2 timer i herude hver dag og vi kan allerbedst lide, når det er overskyet, for så er farverne allersmukkest,” fortæller Karen.

Det er en kunstnerisk proces for parret at holde haven, som de betragter som et stort kreativt frirum, for haven er fyldt med skulpturer af begge og også andre kollegaer som keramiker Per Ahlmann, ligesom der er relieffer flere steder på husets facader. Haven er i det hele taget fyldt med krukker, planter, relieffer – af både egne og vennernes værker sammen med loppe-og auktionsfund. Også her er sanserne på arbejde og finder fred i de grønne ophold.