SAMTALE: Keramisk kunstner Steen Ipsen

Steen Ipsen har været forbundet med leret siden han som 17 årig fik dispensation til at komme ind på Danmarks Designskole. I dag bor hans værker i samlerhjem over hele verden. Nu har den keramiske verdensborger fået galleri i København, og åbner soloudstilling 25. oktober hos Galleri Kant.

Steen Ipsens keramiske praksis har været igang i mere end 30 år. Siden han tog afgang fra Danmarks Designskole – med et par år forinden på Designskolen Kolding – har han formgivet værker med stor styrke og prægnans. I de første mange år af sit virke underviste han ved siden af, og blev fra 1996-2004 ansvarlig for Glas og Keramikafdelingen på Danmarks Designskole i København, der i dag hedder Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering. Ipsens karriere handler derfor ikke kun om ham selv, men også om alle de generationer af keramikere, han har været med til at påvirke.

Ipsens fascination af det geometriske formsprog er en rød tråd igennem hans produktive karriere. Altid stringent og metodisk arbejdende, som om den vedholdende gentagelse af form og metode arbejder formsproget fast. Et formsprog, der mirakuløst nok aldrig bliver to af den samme, selvom metode og æstetik repeteres igen og igen. I starten af det nye årtusinde virker det, udefra set, som om Ipsen får hul på det mere enkle greb, der både skyder ham afsted internationalt og sporer ham ind på den vej, han stadig er i færd med at udforske.

Med titler på serier som Geometry, Spikes, Bubbles, Balls og Ellipses er scenen sat for det overordnede geometriske greb, der i Ipsens erfarne hænder grundigt, metodisk – ja, næsten rigidt, bygger element på element til skulpturen står der som en kompetent personlighed med varierede facetter og stærk udstråling.

Kugler i flere formater smeltede sammen i serien Bubbles, hvor glasurerne både bestod af flere farver og nuancer og løb lettere styret nogle steder. Senere strammer Ipsen op og lander et mere ‘clean’ sted, form- og udtryksmæssigt. De changerende nuancer i glasuren er væk og erstattet af tydelige monokrome farver som rød, blå, sort og hvid, og udtrykket så perfekt, at man foranlediges til at tro, at de er lavet industrielt. Som billak. Måske som et oprør mod den brune keramik, som Ipsen selv er vokset op med og til dels uddannet i. Oprør er som bekendt en drivende trang, og det stramme, perfekte formsprog og den monokrome glasering deler han i perioden med bl.a. kollegaen Michael Geertsen.

Trods det industrielle look, modellerer Ipsen sine skulpturer op i hånden, kugle for kugle, ellipse for ellipse – bygger på og tager fra. Vender, drejer og optimerer. Den færdige skulptur forglødes og brændes flere gange, med slibning mellem hver brænding, der således minimerer imperfektionerne og skaber det noget nær perfekte udtryk. Det ekstremt elegante greb og de mange timers håndværk, der ligger bag hvert værk, kommer af erfaring og øvelse – år efter år.

De rene, glossy farver trækker over mod pop-kulturen, ligesom den farvede PVC-snor, der dukker op i forbindelse med serien Tied UP i 2021, der binder elementerne sammen, konnoterer fetisch, lyst og sanselig nydelse. Tied UP-serien og det flabede, frække take satte turbo på Ipsen, set udefra. For helt ærligt, WTF…

Ipsens additive principper er imponerende disciplineret eksekveret. Når man går hans værkliste igennem serie for serie, fremstår det tematiske princip enkelt og skarpt, men hver enkelt værk rækker ud som individuelle personager med hver deres subtile og signifikante særkende.

Ipsen siger selv, at hans værker er form og dekoration i et og same greb, hvor dekorationen er integreret i formen og formen i sig selv er dekorativ. Det rumlige aspekt er også en væsentlig pointe i Ipsens værker, idet de vekselvirker mellem det ydre og indre rum. Rækker ud til os i det ydre og interagerer med sig selv i ofte uforudsigelige rumligheder internt, alt efter hvorfra og hvordan du betragter skulpturen.

Steen Ipsen er en one-of-a-kind kunstner. En ekstrem raffineret kunsthåndværker, der ikke bare mestrer sit materiale, sin metode og sit udtryk, men leger med de geometriske arketyper og sætter dem i spil på nye måder med ofte øjenbrynsløftende og overraskende resultater – stramt og stringent i et materiale, der er præcis det modsatte. I de sidste ti år af sin praksis har han skaleret sine værker op i størrelse og det er klædeligt. Skubbet til sine kompositioner, sin farveskala og sin geometri. Som en forskydning, der kun borger godt for samlere og keramik-‘lovers’ all over. Det er virkelig godt.

Nu har du fået galleri i København og åbner solo-udstilling i oktober. Hvordan er det efter så mange solo-udstillinger i udlandet?

Jeg har sidst haft en soloudstilling i København i 2014. Siden 2016 har jeg arbejdet sammen med Galerie Provence i Aalborg på foranledning af Knud Odde, der kuraterede en udstilling i galleriet i 2015. I efteråret 2023 spurgte Galleri Kant i København, om jeg var interesseret i at få en soloudstilling i galleriet. Samarbejdet blev indledt med, at Kant tog nogle værker med på Art Antwerpen i december 2023, som gik godt.

Gennem en periode på 10-15 år har jeg egentlig ikke spekuleret så meget på soloudstillinger i København, da jeg har været begunstiget med en række soloudstillinger i Europa i Hamburg, Bruxelles og Paris. Store soloudstillinger i Hong Kong og Syd Korea, og ikke at forglemme i Los Angeles, New York og Montreal.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg blev glad for, at Galleri Kant spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at udstille hos dem, og heller ikke andet end glad for, at man gerne ville lave en solo-præsentation af mine værker her i 2024 på Enter Art Fair.

Jeg er ikke helt ukendt i København, da en del samlere har erhvervet mine værker på blandt andet Art Herning. Og glædeligt har jeg oplevet, at en del samlere fra både Fyn og Sjælland også er mødt op til ferniseringer i Aalborg. Mange har også genkendt mit arbejde fra den store udstilling Formens Magi på Kunsten i Aalborg i 2022, der senere kom til Designmuseum Danmark i København i 2022/2023, hvor jeg var i fornemt selskab med Salto.

Jeg ser frem til og glæder mig meget til udstillingen i Galleri Kant, hvor jeg kommer til at disponere over begge udstillingsrum – både ud til Store Kongensgade og gallerirummet i baggården. Det vil være en stor udstilling med omkring 20 – 22 værker.

Dine nye værker er ellipser, hvorfor er den form interessant at arbejde med?

Tilbage til 2007/2008 begyndte jeg at arbejde med kugleelementet, som jeg i begyndelsen glaserede i hvid sanitetsglasur og bandt op med sort læder. Temaet blev senere døbt Tied UP. Temaet blev udviklet med flere glasurfarver, og også bundet op med snører i PVC i forskellige farver. Snører, der bliver produceret af en fabrik, der blandt andet laver PVC til Louis Poulsens lamper. Kuglen kom jeg til at arbejde med i mange år, da den har uanede muligheder for at variere skulpturernes form.

Imidlertid overvejede jeg, hvilket element jeg kunne tilføre mine skulpturer. Jeg begyndte at eksperimentere med ellipsen. Det krævede en del overvejelser, da elementet i forhold til kuglen er retningsbestemt. Man kan ikke på samme måde modellere ellipse mod ellipse, som man kan med kuglen. Ellipsen byder på helt andre muligheder for rytmer og variationer.

Ellipseelementet har siden udviklet sig fra de mere buttede ellipser til spidse og nærmest sylespidse elementer. Ellipsens form gør den langt sværere og udfordrende at arbejde med, men til gengæld kan man arbejde med både det mere æstetiske udtryk og over til et vildt udtryk i værket.

Det er som om, der er dynamik og kontrast mellem det stramt geometriske og det sanselige og organiske – hvorfor er det interessant?

Jeg har i hele min karriere været optaget af geometrien, men som min helt egen opfattelse af geometriens muligheder for at danne mønstre. Mit geometriske blik adskiller sig helt fra den teoretiske opfattelse. Det er nok derfor, at jeg ofte understreger, at det geometriske skal give beskueren opfattelsen af en form for organisk tiltrækningskraft, og det er i høj grad op til beskuerens selv at fortolke værket.

Hvordan er din arbejdsproces? Som en vekselvirkning mellem det analoge og det digitale?

Mange er af den opfattelse, at værkerne må være computergenererede. Det har aldrig haft min interesse at forsøge mig i den digitale verden, da det alene er det håndværksmæssige, jeg værdsætter. Alle mine værker er modelleret op i hånden, hvor jeg stræber efter et højt håndværksmæssigt niveau i modelleringen, hvor intet er er støbt.

Selve processen i mine værker er, at jeg efter færdigmodelleringen af et værk, sliber værket, inden jeg laver en for-brænding (forglødning) af værket, der bliver slebet på ny, så det får en fuldstændig glat overflade. Herefter glaserer jeg værket til første brænding.

Når det kommer ud af ovnen, bliver alle opståede ujævnheder slebet bort. Herefter re-glaseres værket og brændes igen. Efter anden brænding vil der ofte være små skønhedsfejl, som jeg fjerner inden den sidste glasurbrænding. Det vil sige, at jeg efter en forglødning glaserer og brænder mine værker tre gange for at opnå den fuldstændige perfekte og monokrome overflade.

Bag farvevalget i mine værker ligger en lang række eksperimenter inden valget til de endelige farver er truffet. Hvor står farverne stærkest? Og hvordan fungerer de bedst? Alt i alt en ret langsommelig proces. Jeg skal påregne, at et værk fra begyndelsen af modelleringen og indtil det står helt færdigt tager 3 ½ til 4 måneder.

Hvad handler snørren om? Forbindelser, netværk …

Snørernes betydning i mine værker skal ses som mit ønske om at fremhæve værkets form, så det står i kontrast til det organiske formsprog og har et stærkt grafisk udtryk. Snoren skal understrege værkets form og bevægelser. Hvis man studerer værket nærmere, vil man se, at det alene er en lang snor, der ligesom adskiller elementerne.

Jeg vil også gerne påpege, at jeg laver en række organiske værker, som er modelleret intuitivt op i den pølseteknik, mange kender. En række af værkerne er glaserede i sorte, blå og hvide glasurer. De fleste hvide værker er dekoreret i hånden med sort decal.

 Hvad er det, leret kan, som bliver ved med at fascinere dig?

Jeg har arbejdet med leret siden jeg som 17-årig blev optaget på dispensation på Danmarks Designskole. Og når leret står så dybt forankret i hovedet på mig, har jeg meget svært ved at forestille mig et liv uden ”ler”.

Jeg er også optaget af andre keramikere og af at kuratere udstillinger, der viser keramik på nye måder. Sammen med Bente Skjøttgaard og Martin Bodilsen Kaldahl var jeg initiativtager til at stifte udstillingsplatformen Copenhagen Ceramics i 2012. Vi drev det fysiske udstillingsrum på Frederiksberg til udgangen af 2014, men lavede sidenhen udstillinger i blandt andet Milano i 2016 og New York i 2021og ikke at forglemme den store udstilling på CLAY i 2019 med titlen Ceramic Momentum – Staging the Object.