Ladies with attitude

af | 23. jul, 2024 | Design

Ballonbukser, 2020. Foto: Mads Hagedorn-Olsen

CLAYDIES

Tine Broksø, født i 1971 i Fårevejle.
Karen Kjældgård-Larsen, født i 1974 i København. Duoen bor og arbejder i København.

Uddannelse: Danmarks Designskole, København, hvor de tog afgang i 2000. Umiddelbart efter etablerede de Claydies og eget studio.

Clients:
Normann Copenhagen, Kähler, Holmegaard, Södahl og Royal Copenhagen – kun Karen Kjældgård-Larsen.

Siden 2022 en del af Snedkernes Efterårsudstilling.

Udvalgte udstillinger:
Glyptostolen + Stol på Ler, Snedkernes Efterårsudstilling, 2022 og 2023, Keramik som Tekstil på Tekstil som Keramik, Udstillingssted for Tekstil, 2023, A Claydies affair, Augustiana Kunstpark, 2021, #ClaydiesSelfies, Officinet, Danske Kunsthåndværkere & Designere, 2020, Samling, Designmuseum Danmark, 2019, De Uduelige, Janusbygningen 2017
This is Not a Joke, Officinet, Danske Kunsthåndværkere & Designere, 2013, MINDCRAFT15, Milan Design Week, Milan, 2015, The Opening, Copenhagen Ceramics, 2013, Claydiesroom, Trapholt 2011, Danish Crafts Collection for MoMA, New York i 2006, Chamber of Horrors, Malmø Kunstmuseum, 2005, Claydies and Gentlemen, Galleri Nørby, 2003

Udvalgte Awards:
Statens Kunstfond, arbejdslegater, sammen og hver for sig; 2020 og 2019, 2016, 2014, 2013, 2011, 2010, 2009, 2008, 2006, 2004, 2003, 2002, 2001
Esther og Jep Finks Mindefond for Arkitektur og Kunsthåndværk, 2013
Annie og Otto Johs. Detlefs keramikpris, 2012

I efteråret er duoen aktuelle på udstillingen Feel Me på Trapholt i september, til oktober Snedkernes Efterårsudstilling og til november solo-udstillingen Keramiske Food Processer i Officinet.

Claydies.dk

Claydies aka Karen Kjældgard-Larsen og Tine Broksø er keramiske designere og kunstnere med konceptuel og performativ kant. Duoen var en del af portrætbogen Danish Creatives, hvis danske version ikke tidligere har været udgivet. Nu kan du læse det her i en lettere opdateret udgave.

Claydies er stiftet af de to keramikere Tine Broksø og Karen Kjældgård-Larsen, der karakteriserer sig selv som to personer, men én keramiker. Duoen mødte hinanden på Danmarks Designskole i 2000 og fandt ud af, at de begge havde lyst til at undvige det funktionelle tyranni af strømlinede fade og kopper, der herskede i tiden, og havde samme skæve syn på verden. Et syn, der er gennemsyret af en subtil humoristisk kant, der oftest går i samklang med et konceptuelt greb, så alt det, du normalt forbinder med keramik og brugsgenstande bliver vendt på hovedet. Som i totalt på hovedet.

Frisureskål Arli, 2003. Foto: Mads Hagedorn-Olsen

Claydies er keramisk innovation og begavelse i en klog, performativ og kulturkritisk praksis, der ikke kun sætter ironiske og humoristiske spørgsmålstegn ved dem selv, deres felt eller det, der optager os som mennesker, men også tager afsæt i traditionelle teknikker og kompetent håndværk. For uden det, uden håndværket, nerven og kvaliteten i deres objekter falder projektet til jorden. Det er først, når et værk er skabt med håndværksmæssig ekvilibrisme, at det bliver sjovt at trække gulvtæppet væk under det. At sætte principper, traditioner og konventioner på brættet og tippe det hele.

Det er kun morsomt, at et stykke håndsæbe vasker brunt, fordi alle ved, at vi forventer og regner med det modsatte. Det er kun charmerende at tage en selfie bag et fad med hul i, fordi fadet med sin romantiske bort, refererer til gamle billeder i ovale rammer, og ingen reelt har lyst til at gøre det i dag, fordi alle er for optagede af at se godt ud. Eller er det? Er det overhovedet sjovt eller en bittersød og alarmerende kommentar til en selviscenesættende selfie-kultur, der er ved at tage det ’rigtige’, ikke-spektakulære og levede liv af os?

”Vi ville gerne lave et projekt, der handlede om selfies for at få folk til at tage billeder med sig selv og keramik og derigennem sprede keramikken på de sociale medier. Vi poster sjældent selv på de sociale medier. Det er ikke naturligt for os. Men hvis det nu blev et projekt, der havde noget med keramik at gøre, så kunne det jo være, at det kunne fungere – og det samtidig var en kunstnerisk idé. Nu er det jo in, at folk tager på spændende udstillinger, hvor de iscenesætter sig og tager billeder – og man har en fornemmelse af, at nogen decideret tager et sted hen for at tage en selfie. Derfor ville vi lave nogle værker, man kunne tage selfies i”, fortæller Karen Kjældgård-Larsen.

Stol På Ler, 2022. Foto: Christian Johannes Holm

Kærlighed til brugsting
Det er betragtninger som disse, som Claydies tager med sig i værkstedet eller på sms-tråden, når de får en idé, der ikke kan vente. Duoen har lige fejret 20-års jubilæum med ovennævnte udstilling med titlen #ClaydiesSelfies i København, hvor de også bor og arbejder. Deres værksted ligger i Nordvest, der hvor gentrificeringen endnu ikke har pumpet huslejepriserne umenneskeligt højt op, og området er kendetegnet ved mange mindre lejligheder, høj etnicitet, trafikerede veje og nærmest ingen grønne områder – medmindre man tæller parken rundt om hospitalet med. Claydies deler værksted med fire andre keramikere – alle med hver deres studio, men med fælles funktioner som ovne m.m.

Claydies’ lokale er lyst og rummer både et skrivebord, to reoler med keramik og materialer og flere mobile arbejdsborde med igangværende arbejder i midten. Her er plastbaljer med glasur og ler, værktøj og gamle klude. Her er en slagters gamle huggeblok, der gør det ud for arbejdsbord, når der skal æltes. En følelse af low-tech og at alt er håndholdt og gammeldags på en ny måde går igen.

At det er det forhåndenværende søms princip, der råder. At det er arvestykker og arvegods fra nær og fjern, der er bragt sammen i en funktionel helhed, hvor det er sagen, der er i fokus. Ikke et fancy arbejdsbord eller en kæk designerlampe. Værkstedet afspejler genuint og autentisk de to hands-on-keramikere, der har både fødder, intellekt og humor plantet dybt i lerholdig jord. Halvdelen af den ene væg fortæller historien om de to atypiske keramikere, for her hænger både et overdimensioneret overskæg og underkopper med fastlimede kopper, og sågar en musselmalet tallerken med hvad der ligner kartofler, frikadeller og brun sovs, sat op som pryds-platter, og mere i samme dur. Hos Claydies er humoren konstant tilstede som en underliggende strøm af vitalitet og dualitet mellem det, du ser og det, værket refererer til eller kommenterer på.

Prinsesse Louise Augusta Bluse, 2021. Foto: Mads Hagedorn-Olsen

”Vi har altid set os selv som nogen, der lavede nyt, nyt, nyt, men det er gået op for os, at det er den samme præmis, vi arbejder med igen og igen. Kærligheden til brugsting og fortolkningen af dem, så vi får øje på tingene og funktionerne på en ny måde. Vi kan ikke lade være med at gøre opmærksom på det skønne i funktioner og ting, vi har omkring os. Vi elsker også at finde gamle ting, som har funktioner, vi ikke længere bruger, og som derfor er blevet mystiske for os. Humoren er vigtig.

Det fungerer altid bedre, når humoren er med. Uden at den forplumrer budskabet, fordi vi har ALTID et budskab. Og det skal IKKE blive FOR sjovt. Vi er keramikere i sjælen og elsker at arbejde både med håndværket og de mere abstrakte og konceptuelle referencer på samme tid. At gøre noget, som ingen andre gør. At folk får en umiddelbar oplevelse, når de ser tingene, det er vigtigt. At skabe en aha-oplevelse og sætte tanker i gang, så folk tænker, ’Gud ja, sådan havde jeg ikke tænkt det før’. Vi er rigtig glade, når vi skaber en reaktion og en ekstra fortælling”, forklarer duoen.

I dag producerer Claydies selv deres egen kollektion af brugsting og mere unikaprægede værker – alle med den humoristiske og underfundige kant og signatur, der er blevet Claydies varemærke. Som førnævnte brune håndsæbe, der vasker dig beskidt. Som kopper med en hank henover åbningen, så du reelt ikke kan drikke. Som deres dogmeporcelæn, hvor kopper, skåle og kander er formet med fingrene med bind for øjnene. Som krukker med skudhuller, grøftekantsvaser inspireret af den danske natur. Som kopper, der ligner en grisetryne, når du holder den op foran munden for at drikke, og som frisureskåle, der imiterer velkendte hårstyles og fungerer glimrende som det, de er; skåle.

Grøftekant, 2007. Foto: PR Normann Copenhagen

Fortroppen af twistede idéer
Ideerne stopper aldrig. De to konceptuelle keramikere har det sjovt. Og insisterer på det. At det skal være meningsfuldt og dejligt at arbejde med deres fag. De er blevet så etablerede nu, at de har valgt at sparke jagten på den kommercielle succes til hjørne og dyrke glæden intensivt i stedet for.

”Stordrift interesserer os ikke, men vi kan godt lide at producere mindre serier, hvis prisen hænger sammen for os. Vi har begrænset tid til Claydies, fordi vi har bijobs ved siden af, og derfor skal det være meningsfuldt. For mig er det eksistentielt at lave de her ting. Jeg har brug for at ideerne og tankerne kommer ud i ler. Brug for at se det manifesteret og for at tænke videre på ideerne”, forklarer Tine Broksø.

”Det er vigtigt for os at lave gode ting. Som mindre unika genstande eller serielle produktioner – som svanekoppen eller dejfadene med Blue Clay-dekorationer. De dejfade startede vi med at lave for 10 år siden, hvor de kom i produktion hos Normann Copenhagen, men udgik efter få år. Vores ting går foran, og vi har det med at ramme tiden før tiden er klar. Vi tænker ikke i trends, og det er nok derfor, at de forskellige kommercielle samarbejder, vi har haft, ikke rigtig har fået længerevarende vinger. Vores ideer skaber ikke bundlinje med det samme, men kræver tid. Både i produktionsprocessen og i salget, hvor både firmaer og publikum skal modnes for at forstå vores ting. Og det har markedet eller bundlinjen desværre ikke haft tålmodighed til endnu”, siger Karen Kjældgård-Larsen.

Både Tine Broksø og Karen Kjeldgård-Larsen arbejder ved siden af deres praksis, og derfor kan der nogle gange godt gå længere perioder, hvor de ikke dagligt sidder sammen på værkstedet. Tine underviser og Karen samarbejder med Royal Copenhagen – et samarbejde, der startede, mens hun studerede på Designskolen (nu Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering), hvor Karen opfandt MegaMussel, der forstørrede det velkendte musselmønster. Den serie er blevet en klassiker for Royal Copenhagen og for Karen, der stadig arbejder på nye designs til firmaet.

Duckface, 2020. Foto: Mads Hagedorn-Olsen

Mangfoldige milepæle
Claydies udstiller jævnligt i ind- og udland og har gennem de tyve år, duoen har eksisteret, fået tilføjet flere milepæle i det keramiske landskab. Den første, som stadig står stærkt, var ’Claydies and Gentlemen’ i 2003 – en kollektion – og et show – bestående af tyve skåle, der alle imiterede en særlig frisure eller hårstil. Skålene var formgivet, så de kunne sidde på hovedet, og Claydies optrådte på gallerier i ind- og udland med showet, som de kaldte Showfrizz, hvor de gik catwalk og fortolkede de forskellige typer.

Det var ikke kun sjovt, charmerende og aldeles anderledes. Det var også godt set og professionelt udført. Skålene var smukke, funktionelle og skulpturelle i fuldfed glasur – som en lille familie med hver deres stærke personlighedstræk. Og flere af dem blev sat i produktion af Kähler, der desværre ikke havde is nok i maven til at lade dem finde deres vej i et marked, hvor trends og rigtige farver rådede over indhold skabt med håndens og åndens arbejde.

En anden milepæl er deres dogmeporcelæn, som de skabte til Biennalen for Kunsthåndværk og Design i 2007. Dogme07 var affødt af de danske dogmefilm af bl.a. Lars von Trier og Thomas Vinterberg og var nok affødt af en vis humoristisk klukken ud fra idéen om at overføre et sæt dogmeregler til formgivningen af et stel. Med bind for øjnene skabte duoen således stellet ’True Feelings’, hvor den bærende pointe var, hvordan en kande, en skål og en kaffekop føles, når du skaber den ud fra en klump ler med hænderne uden at kunne se? Projektet fik masser af opmærksomhed, netop pga. de dybereliggende konceptuelle overvejelser og den intellektuelle overbygning, og positionerede Claydies som den kunstneriske idébank og tornado, de er.

Brun sæbe, This is not a Joke, 2013. Foto: Mads Hagedorn-Olsen

Atter flere dobbelttydige og konceptuelle udstillinger og produkter er kommet til, og en af de virkelig sjove, var udstillingen ’This is Not a Joke’, hvor duoen fortolkede nogle af de genstande, man kan finde i en spøg og skæmt-butik. Som overskægget, de udstående øjne, du kan finde i suppen, pruttepuden osv.

Spøg og skæmt-ting repræsenterer ofte dårlig kvalitet og dårlig smag, men virker alligevel dragende og afføder et hurtigt og måske forløsende grin trods deres lidt tarvelige rygte. Men det er netop det hurtige grin og det befriende banale, som Claydies udforsker og giver værdi. En anden væsentlig faktor i Claydies’ innovative praksis er deres evne til at sætte sig selv i spil. Ironisk, ukrukket og oprigtigt nysgerrigt. Det er sjældent, at man blandt keramikere og i kunsthåndværkermiljøet i det hele taget finder denne performative og ekstroverte fremgangsmåde. Og det er en anden af grundende til, at Claydies har sat sig så tungt på denne genre, fordi de har været nogle af de første til at iscenesætte sagen, udstillingen, produktet eller konceptet gennem professionelt fotograferede billeder, der bliver medformidlere af deres fortælling.

True Feelings, 2007. Foto: Mads Hagedorn-Olsen

Metode og håndværk
Claydies varierende arbejdsmetoder er efterhånden en tilbagevendende del af duoens konceptuelle værktøjskasse, hvor dogmeregler, pølseteknik og sproglige finurligheder danner metodisk afsæt for deres kunstneriske udfoldelser. Ord sætter dem på sporet i deres kunstneriske proces. Det kan være finurlige ord, dobbelttydige ord, sjove ord, mærkelige ord eller direkte grimme ord. Ord med mening, ord uden og ord som en underliggende strøm af ironi, begrebsforvirring eller tvetydighed, der giver værkerne den ramme, der gør dem både forståelige, men også desto mere dybe.

”Nogle gange starter et Claydies-projekt med et enkelt ord. Som regel er det et ord, der er værdiladet, har flere betydninger eller et ord, der er helt nyopstået i sin sammenstilling. Ordet inspirerer os til et helt projekt og tvinger os til at gribe formgivningen an fra en bestemt vinkel. Andre gange starter vi med et begreb, som vi gerne vil kombinere med vores eget felt, og så opstår ordene eller titlerne efterfølgende, som vi bruger til at forklare og understrege ideen. Vi elsker ord, der er tvetydige og som kan fortolkes. Det bedste er, når hele projektets koncept rammes ind af et enkelt ord eller en titel, som beskriver ideen klart. Nogle gange fungerer det på dansk, andre gange på engelsk, og heldigvis også ofte på begge sprog. For os er der en tilsvarende tilfredsstillelse i at lege med ord og sprogbrug, som der er i selve idé-udvikling og formgivnings-processen,” forklarer duoen.

Jeans og Wifebeater, 2020.Foto: Mads Hagedorn-Olsen

Ligesom ordene er håndværket essentielt for keramikerne, der er kendt for at udføre deres værker i old school og simple teknikker som pølse- og klemmeteknik.

”Vi kan godt lide at lave ting, som fortæller noget om måden, de er lavet på. Traditionelle teknikker som pølseteknik, marmorering, Blue Clay, vådt i vådt og begitning. Ofte finder vi vores måde at fortolke de traditionelle metoder på, hvor vådt i vådt hos os bliver en styret hvirvelvind, hvor det, der i realiteten skulle blande sig naturligt med hinanden, bliver styret af os. Som kontrolleret kaos. Det er så tilfredsstillende at lave Blue Clay, fordi det er så smukt at lave det, og i processen smelter håndværk og teknik sammen, og det tænder os”, forklarer Broksø.

Værket Fontanella til MINDCRAFT15 var et eksempel på ovenstående, hvor processen skaber dekorationen. Her havde Claydies skabt en række genstande, der lignede glas, men ikke var det, og som var stablet oven på hinanden – ligesom en champagnefontæne. I stedet for champagne løb den tynde glasur ned over ’glassene’ og lavede striber, der blev dekorationen. Når de var stablet, var det utvetydigt den reference, man fik, ligesom installationen fik et nærmest arkitektonisk udtryk. Æstetikken og historien smeltede således sammen og blev til en og samme historie, der både fuldendte det egentlige værk, men også trak referencer tilbage i keramikhistorien med dens historiske teknikker og traditioner. Og det er lige præcis det, Claydies kan: Sætte begreber, kulturelle strukturer og historiske konventioner i nutidige svingninger, så det hele bliver re-aktualiseret og stiller nye og vedkommende spørgsmål. Det er en decideret nødvendighed.

Prinsesse Louise Augusta Skørt, 2021. Foto: Mads Hagedorn-Olsen

CLAYDIES

Tine Broksø, født i 1971 i Fårevejle.
Karen Kjældgård-Larsen, født i 1974 i København. Duoen bor og arbejder i København.

Uddannelse: Danmarks Designskole, København, hvor de tog afgang i 2000. Umiddelbart efter etablerede de Claydies og eget studio.

Clients:
Normann Copenhagen, Kähler, Holmegaard, Södahl og Royal Copenhagen – kun Karen Kjældgård-Larsen.

Siden 2022 en del af Snedkernes Efterårsudstilling.

Udvalgte udstillinger:
Glyptostolen + Stol på Ler, Snedkernes Efterårsudstilling, 2022 og 2023, Keramik som Tekstil på Tekstil som Keramik, Udstillingssted for Tekstil, 2023, A Claydies affair, Augustiana Kunstpark, 2021, #ClaydiesSelfies, Officinet, Danske Kunsthåndværkere & Designere, 2020, Samling, Designmuseum Danmark, 2019, De Uduelige, Janusbygningen 2017
This is Not a Joke, Officinet, Danske Kunsthåndværkere & Designere, 2013, MINDCRAFT15, Milan Design Week, Milan, 2015, The Opening, Copenhagen Ceramics, 2013, Claydiesroom, Trapholt 2011, Danish Crafts Collection for MoMA, New York i 2006, Chamber of Horrors, Malmø Kunstmuseum, 2005, Claydies and Gentlemen, Galleri Nørby, 2003

Udvalgte Awards:
Statens Kunstfond, arbejdslegater, sammen og hver for sig; 2020 og 2019, 2016, 2014, 2013, 2011, 2010, 2009, 2008, 2006, 2004, 2003, 2002, 2001
Esther og Jep Finks Mindefond for Arkitektur og Kunsthåndværk, 2013
Annie og Otto Johs. Detlefs keramikpris, 2012

I efteråret er duoen aktuelle på udstillingen Feel Me på Trapholt i september, til oktober Snedkernes Efterårsudstilling og til november solo-udstillingen Keramiske Food Processer i Officinet.

Claydies.dk