Grafiske formforløb

Martin Bodilsen Kaldahl har i årevis været en institution i det danske landskab som keramisk kunstner og utrættelig underviser. Nu er han gået på pension fra Det Kongelige Akademi, men har som kunstner mere travlt end nogensinde. Han udstillede i New York, Frankrig og England sidste år og 8. september åbner hans soloudstilling på CLAY sammen med udgivelsen af en portrætbog. Dette portræt var en del af Danish Creatives, men har ikke tidligere været udgivet på dansk. 

Martin Bodilsen Kaldahl er en af Danmarks etablerede keramiske formgivere. Som ung og nyuddannet kastede han sig over brugskeramikken og drejede dag og nat de første 5-6 år uden at kunne få sit arbejdsliv til at hænge sammen økonomisk. Det var for slidsomt og uinspirerende, så Martin tog tilbage til England, hvor han tidligere havde arbejdet som assistent for keramikeren Jane Hamlyn, for at blive stimuleret og kigge på mulige uddannelsessteder. På Royal College of Art faldt brikkerne på plads, og Martin afviklede sit firma i Danmark efter han modtog optagelsesbrevet. Et nyt kapitel skulle i gang og et tungt læs var løftet af den høje keramikers skuldre.

Royal College of Art
”På Royal College var jeg omkring10 år ældre i forhold til mine medstuderende, men det betød, at jeg bedre kunne styre tingene selv. Jeg var meget bevidst om at opholdet var en enestående chance, og at jeg skulle have noget ud af det. RCA er et hårdt sted at studere og der var meget pres, men hver dag var fantastisk for mig. Tænk, at jeg kunne gå her i to år og videreudvikle mig,” fortæller keramikeren.

Faktisk lavede Martin Bodilsen Kaldahl kun otte værker i de to år, han gik på Royal College of Art, men for Kaldahl var hele hans nye identitet i spil, og de otte værker, han skabte i London, flyttede ham hver gang et nyt sted hen. Et kunstnerisk ståsted var i sin vorden, og opholdet i England blev et ’point of no return’, hvor Martin Bodilsen Kaldahl ikke kun blev sin egen professionelle identitet som kunstner bevidst, men også lærte tekniske, æstetiske og akademiske greb, som han har taget med sig lige siden.

”På Royal College opdagede jeg, at det kunne føles skræmmende at skulle flytte sig kunstnerisk fra et sted til et andet. Du er nødt til at tage risici – mentalt og eksistentielt. Du kan ikke lave kunst, hvis du ikke kan holde ud at stå i det usikre sted. Du må tro på din idé og være hjemme i dit univers. Der er ingen garantier. De trin, der skulle tages i den proces, fik jeg mulighed for at tage der, og det var fantastisk frugtbart.”

Kaldahl mærkede det nærmest fysisk, den dag, det vendte for ham. Med et værk, som var blevet lavet lige efter hjemkomsten fra en studietur til Mali i Vestfrika, og som brød fuldstændig med de idéer, han havde forelagt sine lærere ved den forudgående kritiske gennemgang. Værket brød også igennem hans egne forventninger, fordi det på alle måder var anderledes end det, han havde forestillet sig. Han havde skabt det af lyst. Han havde mærket flowet uden at vide, hvor han eller værket skulle hen, men det føltes rigtigt.

”Det tog mig flere måneder at se, hvor godt det værk var, og det lærte mig noget om indre modstand. Hvor meget man også kan være sin egen modstander. Hvis du vil arbejde på denne her måde, hvor du skaber ting, der ikke allerede findes i verden, må du opbygge en tillid til dig selv og din intuition. Man er altid forbundet til det, man laver, men du må også være distanceret. Det handler om tingen/værket, ikke personen. Du har en professionel hverdag, et arbejde, og du kan ikke være følelsesmæssig omkring det hele tiden, hvis ikke du skal blive skør. Det er en metier, et håndværk og grunden under dit kunstneriske arbejde, hvor din intuition og fornemmelse er i konstant brug. Men distancen er vigtig,” forklarer han.

Inspiration og flow
Resten er historie, som man siger. Martin Bodilsen Kaldahl vendte aldrig tilbage til brugskunsten, men har bevaret et stort hjerte for den, hvilket er kommet ham til gavn i hans mangeårige undervisningsarbejde og i enkelte designopgaver. Kaldahl trådte i stedet ind som keramisk kunstner på den intellektuelle kunsthåndværkerscene med et grafisk og stringent formsprog og et stærkt netværk af engelske keramikere i baghånden.

Martin Bodilsen Kaldahl undersøger form. Form og volumen som potente formidlere af keramikkens sanselige teksturer og kapacitet til at ramme sin beskuer emotionelt. Gennem værkernes arkitektur. Gennem glasurens kommunikative evner og modtagerens sanseapparat. Martin Bodilsen Kaldahl arbejder fra sit værksted i Roskilde – et tidligere gasværk, der i dag huser flere kreative kunstnere. Her kan han forsvinde helt ind i leret og arbejdsprocessen.

Værkstedet er kompakt, men effektivt indrettet med en extruderingsmaskine, drejebænk og store arbejdsborde. Baljer og gamle bøtter står rundt omkring i værkstedet med afskårne lerstumper i vand, for så længe leret ikke har været brændt, kan det opæltes og bruges igen. Rummet har desuden en række høje reoler til at huse værker, der enten er kommet retur fra udstillinger på ét af Kaldahls fire internationale gallerier, eller er i proces. Et kig på reolerne afslører en 30 år lang karriere og en betydelig variation i værkerne op gennem tiden, men også en rød tråd, der går mellem skalaundersøgelser, skarp geometri og organisk tilfældighed. De fleste af Kaldahls tidligere værker er store. Enkle, simple former, der bliver brudt af glasur i skarp opdeling mellem matte og skinnende overflader eller af stringente, grafiske striber, der går i dialog med formen og materialet.

Her er højt til loftet, så det kompakte værksted føles større end det i virkeligheden er – men det er måske meget sigende? For Martin Bodilsen Kaldahls kreative proces ånder bedst i højder, og keramikeren har brug for luft til at gå rundt om de mange skitser og ideér, han har hængende overalt på sine vægge og som danner idé-og formmæssigt afsæt for hans værker.

Digital og analog
I de sidste 10–12 år har Kaldahl også været optaget af at arbejde digitalt og omsætte computerens 2D- og 3D-renderinger i keramisk form. I sin proces sammensmelter han analoge og digitale inspirationskilder og kommer frem til helt nye formationer, som han printer ud og reflekterer over. Nogle gange længe. Andre gange kort. Helt konkret kan det handle om en gren, han har fundet på jorden, som han afformer og sætter sammen med en digital version på computeren og skaber et værk, der er en syntese af de to – nogle gange markerer han overgangen fra det analoge til det digitale med en glasurfarve, andre gange får værket et monokromt farveudtryk, der fortæller sin egen nye historie.

Knuder – eller det han selv kalder ’anatomien omkring knuder’ – er en anden stor og længevarende inspirationskilde, ligesom motorvejsudfletninger, ofte fundet på Google Earth, er blevet nærstuderet over år. De konkrete sammenfletninger med deres slyngede former og rytmiske forløb abstraheres og omsættes til Kaldahl’ske formater i ler. Kaldahl transformerer således hverdagens ornamenter – funktionelle mønstre, konstruerede og kropslige knuder, som vi alle kender, men ikke reflekterer videre over, til poetiske objekter.

Også her er han optaget af at lade flere universer mødes og interagere – det bløde med det stramme, det blobbede med det afgrænsede, det naturlige med det industrielle. Kontraster er i det hele taget en gennemgående spænding i Kaldahls keramiske karriere. Kontraster som synlige kommunikatører eller underliggende indikatorer på noget andet og mere.

Computerens programmer i 2D og 3D er blevet et uundværligt redskab for Kaldahl til at se og skabe nye visioner og universer, som han går legende ind i og efterfølgende rundt om for at løse de konkrete, metodiske og tekniske udfordringer, som visionerne indebærer. Men pludselig er idéen og metoden modnet og han går i gang i leret.

”Mine tegninger er nogle gange ikke umiddelbart realiserbare i forhold til leret, men agerer som et idéudviklende laboratorium for mig. De tvinger mig til at undgå den alt for lige vej. Jeg elsker at arbejde med tilfældighederne og det supersimple fænomen som udgangspunkt for mit udtryk. Det, som er ubetydeligt i afsættet og får betydning igennem en omhyggelig og intentionel bearbejdning. Det kan være to ting, der ikke passer sammen, men hvad sker der, hvis man prøver at få dem til det? Det handler om at skubbe sig selv. Jeg ved som regel, hvad jeg vil lave, og har en helt overordnet plan og forestilling om projektet, men selve processen er intuitiv og udtrykket opstår, mens jeg arbejder i en vekselvirkning mellem materiale og idé – det er dér, det sker,” forklarer han.

Huset på Odden
Kaldahl arbejder også fra sit sommerhus på snuden af Sjælland. På Odden har han sammen med sin kone, der er billedhugger, bygget et hus med særskilte atelierer, hvor de kan arbejde. Huset har de selv tegnet og fået bygget, og udefra ligner de fire ens små, sammenbyggede huse, der falder i et forløb ned over den skrånende grund. Det nye atelier er næsten lige blevet færdigt og indvarsler en ny æra for den etablerede keramiker, der udover sit eget arbejde også brugte 22 år som underviser på Det Kongelige Akademi i København og på Bornholm. Det bliver en ny tid, hvor disciplinen kommer på prøve, for kan man frigøre sig selv efter så mange år som deltidsunderviser og vejleder?

Martin Bodilsen Kaldahl er både lidt spændt og eftertænksom, for hvor andre i hans alder begynder at spille golf og gå i haven, fordrer karrieren, at han nu skal endnu mere i atelieret for at skabe værker til kommende udstillinger. 

Atelieret på Odden er et nybygget kapitel i Martins arbejdsliv, der skal indtages og fyldes med materialer og rutiner. Lyset vælter ind fra adskillige vinduer og døre med naturen udenfor som insisterende medspiller. Naturen, lyset og årstidernes skifte. Det bliver en anden øvelse for keramikeren, der på sit værksted i Roskilde nærmest forsvinder i fordybelsen uden at kere sig om livet udenfor.

”Rummet betyder noget. For mig handler det om at opholde mig det samme sted i længere tid ad gangen og arbejde. Holde koncentrationen på det, man er i gang med. Naturen byder ind til kreativiteten, men er sjældent den direkte inspiration. Man skal have noget omkring sig, der fodrer den indre formdanner.”

Form og skala
Martin Bodilsen Kaldahl er ikke en kunstner, der sprøjter værker ud. Han vil hellere skabe færre, der også idémæssigt er gennembearbejdede og ikke blot ligner de foregående. Hans ambition om hele tiden at forny sig er markant og ufravigelig og måske en af grundene til, at Kaldahl er en nysgerrig og engageret person i det faglige keramiske miljø. Som kurator, rådgiver og underviser.

”Jeg er en begejstret person. Jeg respekterer mine kollegaer som dem, de er og det, de laver. Åbenheden vender tilbage til mig selv, og er med til at gøre mig søgende i mit eget projekt. Min indre rastløshed en drivkraft, og jeg vil gerne mærke den gyngende grund. Jeg har brug for at have ufærdige universer omkring mig som inspiration. Universer, som måske ikke umiddelbart kan laves i virkeligheden – men måske alligevel, henad vejen? Nogle gange kan jeg glo på en skitse i et halvt år. Der er noget, som vil mig noget – og pludselig kan jeg se det. Og så går jeg i gang. Jeg arbejder ofte på flere idéer på én gang, så der kommer et vist flow i det, når jeg har besluttet mig.”

Martin har altid beskæftiget sig med keramik i stor skala, men det er også udfordrende. Det er krævende at lave og kan også være svært at sælge, men det afholder ikke den erfarne keramiker. Når han modellerer går det egentlig ret langsomt, men det analoge arbejde er en vigtig del af den refleksive proces, der har lært keramikeren ekstremt meget om form og skulpturelle proportioner. Kropsligheden er vital for den erfarne kunstner, der skal kunne mærke tingene – det fysiske i dem – som det formmenneske han er.

Kuratorgerningen og SoMe
Martin Bodilsen Kaldahl har gennem sin karriere også været aktiv som kurator. Første gang var i 2000 på Grimmerhus – keramikmuseet, der i dag hedder CLAY. Her inviterede han 31 engelske keramikere til Danmark under titlen British Ceramics.2000.dk – en hyldest til britisk keramik, som Martin har en lang og betydningsfuld affære med. Udstillingen lagde flere akademiske sten i keramikerens rygsæk, der godt 10 år senere blev foldet mere ud i arbejdet med platformen Copenhagen Ceramics. Et udstillingssted for nutidig dansk keramik, som han etablerede sammen med kollegerne Steen Ipsen og Bente Skjøttgaard i 2011. Copenhagen Ceramics skabte 27 udstillinger i de tre år galleriet eksisterede – udstillinger, hvor kunsthåndværk og ’fine art’ blev blandet uden skelen til baggrund og konventionelle hierakier, men udelukkende med fokus på interessant keramik. Copenhagen Ceramics skabte efterfølgende to internationale pop-up-udstillinger i Paris og Milano, og i 2019 skabte de tre keramikere udstillingen ’Ceramic Momentum – Staging the Object’ i samarbejde med CLAY, der præsenterede værker af 23 internationale udøvere – med hovedvægt på de danske.

”Fordi verden er blevet mindre, har du mulighed for at nå ud i hjørnerne af det keramiske miljø. I dag er alle på nettet og kan se keramik fra hele verden, så det giver ikke længere så meget mening at tale om nationale identiteter. I gamle dage sagde man om skuespillere, at kameraet elskede dem. Kameraet elsker også keramik, og værkbillederne rundsendes som aldrig før. Hvordan påvirker det vores kunstneriske identitet som udøvere? Og hvad sker der, når du ser tingene i virkeligheden? Hvordan opleves de, når du allerede har set dem på de sociale medier? Det var det, vi satte os for at undersøge med ’Ceramic Momentum – Staging the Object’, der kraftigt iscenesatte de både fotogene og ekspressive værker af nogle af feltets mest kompetente udøvere.”

SoMe er del af vores allesammens virkelighed, og tager man den for det gode, er det ifølge Martin Bodilsen Kaldahl sjovere at have en Instagram-profil end en hjemmeside. Det ene erstatter naturligvis ikke det andet, men der er mere direkte respons på Instagram, som kan bruges aktivt til at kommunikere med kolleger, gallerier, samlere eller blot nysgerrige. Men det skal han næsten sige, eftersom hans egen hjemmeside først for nylig er blevet genskabt siden den blev hacket for år tilbage. Det vidner om en udøver, der hviler så meget i alt det, han gør og skaber, at han ikke lige nåede til det med den nye hjemmeside. For selvom han elsker sin computer og var en af de første keramikere til at arbejde med 3D-printer og transformere digitale visioner til materiale – er han analogt funderet. I formen. I materialerne. I nærværet.