Claydies aka Karen Kjældgard-Larsen og Tine Broksø er keramiske designere og kunstnere med konceptuel og performativ kant. Duoen var en del af portrætbogen Danish Creatives, hvis danske version ikke tidligere har været udgivet. Nu kan du læse det her i en lettere opdateret udgave.

Claydies er stiftet af de to keramikere Tine Broksø og Karen Kjældgård-Larsen, der karakteriserer sig selv som to personer, men én keramiker. Duoen mødte hinanden på Danmarks Designskole i 2000 og fandt ud af, at de begge havde lyst til at undvige det funktionelle tyranni af strømlinede fade og kopper, der herskede i tiden, og havde samme skæve syn på verden. Et syn, der er gennemsyret af en subtil humoristisk kant, der oftest går i samklang med et konceptuelt greb, så alt det, du normalt forbinder med keramik og brugsgenstande bliver vendt på hovedet. Som i totalt på hovedet.

Claydies er keramisk innovation og begavelse i en klog, performativ og kulturkritisk praksis, der ikke kun sætter ironiske og humoristiske spørgsmålstegn ved dem selv, deres felt eller det, der optager os som mennesker, men også tager afsæt i traditionelle teknikker og kompetent håndværk. For uden det, uden håndværket, nerven og kvaliteten i deres objekter falder projektet til jorden. Det er først, når et værk er skabt med håndværksmæssig ekvilibrisme, at det bliver sjovt at trække gulvtæppet væk under det. At sætte principper, traditioner og konventioner på brættet og tippe det hele.

Det er kun morsomt, at et stykke håndsæbe vasker brunt, fordi alle ved, at vi forventer og regner med det modsatte. Det er kun charmerende at tage en selfie bag et fad med hul i, fordi fadet med sin romantiske bort, refererer til gamle billeder i ovale rammer, og ingen reelt har lyst til at gøre det i dag, fordi alle er for optagede af at se godt ud. Eller er det? Er det overhovedet sjovt eller en bittersød og alarmerende kommentar til en selviscenesættende selfie-kultur, der er ved at tage det ’rigtige’, ikke-spektakulære og levede liv af os?

”Vi ville gerne lave et projekt, der handlede om selfies for at få folk til at tage billeder med sig selv og keramik og derigennem sprede keramikken på de sociale medier. Vi poster sjældent selv på de sociale medier. Det er ikke naturligt for os. Men hvis det nu blev et projekt, der havde noget med keramik at gøre, så kunne det jo være, at det kunne fungere – og det samtidig var en kunstnerisk idé. Nu er det jo in, at folk tager på spændende udstillinger, hvor de iscenesætter sig og tager billeder – og man har en fornemmelse af, at nogen decideret tager et sted hen for at tage en selfie. Derfor ville vi lave nogle værker, man kunne tage selfies i”, fortæller Karen Kjældgård-Larsen.

Kærlighed til brugsting
Det er betragtninger som disse, som Claydies tager med sig i værkstedet eller på sms-tråden, når de får en idé, der ikke kan vente. Duoen har lige fejret 20-års jubilæum med ovennævnte udstilling med titlen #ClaydiesSelfies i København, hvor de også bor og arbejder. Deres værksted ligger i Nordvest, der hvor gentrificeringen endnu ikke har pumpet huslejepriserne umenneskeligt højt op, og området er kendetegnet ved mange mindre lejligheder, høj etnicitet, trafikerede veje og nærmest ingen grønne områder – medmindre man tæller parken rundt om hospitalet med. Claydies deler værksted med fire andre keramikere – alle med hver deres studio, men med fælles funktioner som ovne m.m.

Claydies’ lokale er lyst og rummer både et skrivebord, to reoler med keramik og materialer og flere mobile arbejdsborde med igangværende arbejder i midten. Her er plastbaljer med glasur og ler, værktøj og gamle klude. Her er en slagters gamle huggeblok, der gør det ud for arbejdsbord, når der skal æltes. En følelse af low-tech og at alt er håndholdt og gammeldags på en ny måde går igen.

At det er det forhåndenværende søms princip, der råder. At det er arvestykker og arvegods fra nær og fjern, der er bragt sammen i en funktionel helhed, hvor det er sagen, der er i fokus. Ikke et fancy arbejdsbord eller en kæk designerlampe. Værkstedet afspejler genuint og autentisk de to hands-on-keramikere, der har både fødder, intellekt og humor plantet dybt i lerholdig jord. Halvdelen af den ene væg fortæller historien om de to atypiske keramikere, for her hænger både et overdimensioneret overskæg og underkopper med fastlimede kopper, og sågar en musselmalet tallerken med hvad der ligner kartofler, frikadeller og brun sovs, sat op som pryds-platter, og mere i samme dur. Hos Claydies er humoren konstant tilstede som en underliggende strøm af vitalitet og dualitet mellem det, du ser og det, værket refererer til eller kommenterer på.

”Vi har altid set os selv som nogen, der lavede nyt, nyt, nyt, men det er gået op for os, at det er den samme præmis, vi arbejder med igen og igen. Kærligheden til brugsting og fortolkningen af dem, så vi får øje på tingene og funktionerne på en ny måde. Vi kan ikke lade være med at gøre opmærksom på det skønne i funktioner og ting, vi har omkring os. Vi elsker også at finde gamle ting, som har funktioner, vi ikke længere bruger, og som derfor er blevet mystiske for os. Humoren er vigtig.

Det fungerer altid bedre, når humoren er med. Uden at den forplumrer budskabet, fordi vi har ALTID et budskab. Og det skal IKKE blive FOR sjovt. Vi er keramikere i sjælen og elsker at arbejde både med håndværket og de mere abstrakte og konceptuelle referencer på samme tid. At gøre noget, som ingen andre gør. At folk får en umiddelbar oplevelse, når de ser tingene, det er vigtigt. At skabe en aha-oplevelse og sætte tanker i gang, så folk tænker, ’Gud ja, sådan havde jeg ikke tænkt det før’. Vi er rigtig glade, når vi skaber en reaktion og en ekstra fortælling”, forklarer duoen.

I dag producerer Claydies selv deres egen kollektion af brugsting og mere unikaprægede værker – alle med den humoristiske og underfundige kant og signatur, der er blevet Claydies varemærke. Som førnævnte brune håndsæbe, der vasker dig beskidt. Som kopper med en hank henover åbningen, så du reelt ikke kan drikke. Som deres dogmeporcelæn, hvor kopper, skåle og kander er formet med fingrene med bind for øjnene. Som krukker med skudhuller, grøftekantsvaser inspireret af den danske natur. Som kopper, der ligner en grisetryne, når du holder den op foran munden for at drikke, og som frisureskåle, der imiterer velkendte hårstyles og fungerer glimrende som det, de er; skåle.

Fortroppen af twistede idéer
Ideerne stopper aldrig. De to konceptuelle keramikere har det sjovt. Og insisterer på det. At det skal være meningsfuldt og dejligt at arbejde med deres fag. De er blevet så etablerede nu, at de har valgt at sparke jagten på den kommercielle succes til hjørne og dyrke glæden intensivt i stedet for.

”Stordrift interesserer os ikke, men vi kan godt lide at producere mindre serier, hvis prisen hænger sammen for os. Vi har begrænset tid til Claydies, fordi vi har bijobs ved siden af, og derfor skal det være meningsfuldt. For mig er det eksistentielt at lave de her ting. Jeg har brug for at ideerne og tankerne kommer ud i ler. Brug for at se det manifesteret og for at tænke videre på ideerne”, forklarer Tine Broksø.

”Det er vigtigt for os at lave gode ting. Som mindre unika genstande eller serielle produktioner – som svanekoppen eller dejfadene med Blue Clay-dekorationer. De dejfade startede vi med at lave for 10 år siden, hvor de kom i produktion hos Normann Copenhagen, men udgik efter få år. Vores ting går foran, og vi har det med at ramme tiden før tiden er klar. Vi tænker ikke i trends, og det er nok derfor, at de forskellige kommercielle samarbejder, vi har haft, ikke rigtig har fået længerevarende vinger. Vores ideer skaber ikke bundlinje med det samme, men kræver tid. Både i produktionsprocessen og i salget, hvor både firmaer og publikum skal modnes for at forstå vores ting. Og det har markedet eller bundlinjen desværre ikke haft tålmodighed til endnu”, siger Karen Kjældgård-Larsen.

Både Tine Broksø og Karen Kjeldgård-Larsen arbejder ved siden af deres praksis, og derfor kan der nogle gange godt gå længere perioder, hvor de ikke dagligt sidder sammen på værkstedet. Tine underviser og Karen samarbejder med Royal Copenhagen – et samarbejde, der startede, mens hun studerede på Designskolen (nu Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering), hvor Karen opfandt MegaMussel, der forstørrede det velkendte musselmønster. Den serie er blevet en klassiker for Royal Copenhagen og for Karen, der stadig arbejder på nye designs til firmaet.

Mangfoldige milepæle
Claydies udstiller jævnligt i ind- og udland og har gennem de tyve år, duoen har eksisteret, fået tilføjet flere milepæle i det keramiske landskab. Den første, som stadig står stærkt, var ’Claydies and Gentlemen’ i 2003 – en kollektion – og et show – bestående af tyve skåle, der alle imiterede en særlig frisure eller hårstil. Skålene var formgivet, så de kunne sidde på hovedet, og Claydies optrådte på gallerier i ind- og udland med showet, som de kaldte Showfrizz, hvor de gik catwalk og fortolkede de forskellige typer.

Det var ikke kun sjovt, charmerende og aldeles anderledes. Det var også godt set og professionelt udført. Skålene var smukke, funktionelle og skulpturelle i fuldfed glasur – som en lille familie med hver deres stærke personlighedstræk. Og flere af dem blev sat i produktion af Kähler, der desværre ikke havde is nok i maven til at lade dem finde deres vej i et marked, hvor trends og rigtige farver rådede over indhold skabt med håndens og åndens arbejde.

En anden milepæl er deres dogmeporcelæn, som de skabte til Biennalen for Kunsthåndværk og Design i 2007. Dogme07 var affødt af de danske dogmefilm af bl.a. Lars von Trier og Thomas Vinterberg og var nok affødt af en vis humoristisk klukken ud fra idéen om at overføre et sæt dogmeregler til formgivningen af et stel. Med bind for øjnene skabte duoen således stellet ’True Feelings’, hvor den bærende pointe var, hvordan en kande, en skål og en kaffekop føles, når du skaber den ud fra en klump ler med hænderne uden at kunne se? Projektet fik masser af opmærksomhed, netop pga. de dybereliggende konceptuelle overvejelser og den intellektuelle overbygning, og positionerede Claydies som den kunstneriske idébank og tornado, de er.

Atter flere dobbelttydige og konceptuelle udstillinger og produkter er kommet til, og en af de virkelig sjove, var udstillingen ’This is Not a Joke’, hvor duoen fortolkede nogle af de genstande, man kan finde i en spøg og skæmt-butik. Som overskægget, de udstående øjne, du kan finde i suppen, pruttepuden osv.

Spøg og skæmt-ting repræsenterer ofte dårlig kvalitet og dårlig smag, men virker alligevel dragende og afføder et hurtigt og måske forløsende grin trods deres lidt tarvelige rygte. Men det er netop det hurtige grin og det befriende banale, som Claydies udforsker og giver værdi. En anden væsentlig faktor i Claydies’ innovative praksis er deres evne til at sætte sig selv i spil. Ironisk, ukrukket og oprigtigt nysgerrigt. Det er sjældent, at man blandt keramikere og i kunsthåndværkermiljøet i det hele taget finder denne performative og ekstroverte fremgangsmåde. Og det er en anden af grundende til, at Claydies har sat sig så tungt på denne genre, fordi de har været nogle af de første til at iscenesætte sagen, udstillingen, produktet eller konceptet gennem professionelt fotograferede billeder, der bliver medformidlere af deres fortælling.

Metode og håndværk
Claydies varierende arbejdsmetoder er efterhånden en tilbagevendende del af duoens konceptuelle værktøjskasse, hvor dogmeregler, pølseteknik og sproglige finurligheder danner metodisk afsæt for deres kunstneriske udfoldelser. Ord sætter dem på sporet i deres kunstneriske proces. Det kan være finurlige ord, dobbelttydige ord, sjove ord, mærkelige ord eller direkte grimme ord. Ord med mening, ord uden og ord som en underliggende strøm af ironi, begrebsforvirring eller tvetydighed, der giver værkerne den ramme, der gør dem både forståelige, men også desto mere dybe.

”Nogle gange starter et Claydies-projekt med et enkelt ord. Som regel er det et ord, der er værdiladet, har flere betydninger eller et ord, der er helt nyopstået i sin sammenstilling. Ordet inspirerer os til et helt projekt og tvinger os til at gribe formgivningen an fra en bestemt vinkel. Andre gange starter vi med et begreb, som vi gerne vil kombinere med vores eget felt, og så opstår ordene eller titlerne efterfølgende, som vi bruger til at forklare og understrege ideen. Vi elsker ord, der er tvetydige og som kan fortolkes. Det bedste er, når hele projektets koncept rammes ind af et enkelt ord eller en titel, som beskriver ideen klart. Nogle gange fungerer det på dansk, andre gange på engelsk, og heldigvis også ofte på begge sprog. For os er der en tilsvarende tilfredsstillelse i at lege med ord og sprogbrug, som der er i selve idé-udvikling og formgivnings-processen,” forklarer duoen.

Ligesom ordene er håndværket essentielt for keramikerne, der er kendt for at udføre deres værker i old school og simple teknikker som pølse- og klemmeteknik.

”Vi kan godt lide at lave ting, som fortæller noget om måden, de er lavet på. Traditionelle teknikker som pølseteknik, marmorering, Blue Clay, vådt i vådt og begitning. Ofte finder vi vores måde at fortolke de traditionelle metoder på, hvor vådt i vådt hos os bliver en styret hvirvelvind, hvor det, der i realiteten skulle blande sig naturligt med hinanden, bliver styret af os. Som kontrolleret kaos. Det er så tilfredsstillende at lave Blue Clay, fordi det er så smukt at lave det, og i processen smelter håndværk og teknik sammen, og det tænder os”, forklarer Broksø.

Værket Fontanella til MINDCRAFT15 var et eksempel på ovenstående, hvor processen skaber dekorationen. Her havde Claydies skabt en række genstande, der lignede glas, men ikke var det, og som var stablet oven på hinanden – ligesom en champagnefontæne. I stedet for champagne løb den tynde glasur ned over ’glassene’ og lavede striber, der blev dekorationen. Når de var stablet, var det utvetydigt den reference, man fik, ligesom installationen fik et nærmest arkitektonisk udtryk. Æstetikken og historien smeltede således sammen og blev til en og samme historie, der både fuldendte det egentlige værk, men også trak referencer tilbage i keramikhistorien med dens historiske teknikker og traditioner. Og det er lige præcis det, Claydies kan: Sætte begreber, kulturelle strukturer og historiske konventioner i nutidige svingninger, så det hele bliver re-aktualiseret og stiller nye og vedkommende spørgsmål. Det er en decideret nødvendighed.

Karen Bennicke og Peder Rasmussen er to af landets største keramikere. Begge modtagere af Statens Kunstfonds livslange ydelse og utrættelige formidlere af deres fag i værker og ord. Parret var en del af portrætbogen Danish Creatives, hvis danske version ikke tidligere har været udgivet. Nu kan du læse det her i en lettere opdateret udgave.

Karen Bennicke og Peder Rasmussen er to af Danmarks mest erfarne keramiske kunstnere. Deres formsprog er vidt forskelligt, selvom de bor og arbejder sammen og har gjort det i 52 år. Karens værker taler ind i arkitekturens, matematikkens og konstruktivismens formsprog, mens Peders værker fortæller individuelle historier gennem arketypiske former, symboler, dekorationer og referencer.

Peder og Karen bor der, hvor vejen slår et sving mellem marker, heste og det store gods, som de lejer huset af. Huset i Bregentved var tidligere godsets smedje og havde ikke været beboet i 15 år da Karen og Peder flyttede ind. Det er 50 år siden og huset er i dag en homogen sammensmeltning af værksted og hjem. Af praksis og refleksion. Drejer du til venstre fra køkkenet kommer du ind i studiet, drejer du til højre ender du i stuen.

At læse ting
Alle rum i huset er fyldt med kunstværker, og Karen og Peder har personlige relationer til de fleste af udøverne bag. Her er derfor værkhistorier på alle afsatser, hylder, gesimser, hjørner og sprækker. Her er levet liv i varierede kunstneriske udtryk og så er her hyggeligt og interessant. Karen og Peder har som keramikere gennem mere end 50 år en stor og naturlig forståelse og sans for stoflighed. Øjet vandrer og finder hvile i et værk eller tre, og at besøge deres hjem er ligesom at være på galleri. Også her betaler det sig at dvæle ved tingene, for der er altid mere at komme efter end man afkoder ved første øjekast.

Peder Rasmussen og Karen Bennicke er samlere, og deres samling rummer både træskeer, nedslidte håndsæber, Kai Nielsen-figurer, Willumsen-grafik, afrikanske masker og ting med skønne, atypiske former og materialiteter.

”Vi elsker de særlige ting, vi har fundet, samlet og købt gennem årene,” forklarer Karen”.

”Alle vores ting BETYDER NOGET. Vi læser genstande, som andre læser lyrik eller litteratur. Vi er konstant i dialog med ting som skabende mennesker, der arbejder og skaber med hænderne. Det stimulerer tanken at tale med tingene,” gestikulerer Peder, så man forstår, at der er tale om en eksistentiel vigtighed.

Parrets samling er af og til med som inspirationskilder eller benspænd i en udstilling, en proces eller som ledetråd på opslagstavlen. De smukt slidte sæberester kom i montre og blev til værket ”Sæbejuveler” på fællesudstillingen ”Arkitektonisk Stuegang” som Karen deltog i på Designmuseum Denmark i 2012.

”Vi er materialister – billedmennesker. Vi skal røre ved tingene for at forstå dem, ligesom vi ofte bedst forstår verden gennem objekter og materialer. Transformationen er vital for os. Der skal transformeres fra idé og skitse til materiale og virkelighed. Fra model til værk.

En tegning fra et værk transformeres ofte til noget andet. Man lærer tingene at kende i processen, og det er den måde, vi forstår verden på,” understreger Karen.

Karen har også altid haft en forkærlighed for plastemballage, der inspirerer hende til former og strukturer – og ikke sjældent laver hun gipsafstøbninger af emballagerne, der dermed ender som færdige værker eller som en del af hendes proces. Karen inspireres af genstande, der ikke nødvendigvis er relateret til hendes fag. Som når halvdelen af en tøjklemme ryger i lommen på en gåtur og senere bliver til et vægrelief. Eller når et kort over Paris’ arondissementer ender som forlæg for en serie værker.

Samme proces, hver sit udtryk
Peder og Karen arbejder sammen hver dag, selvom de kan befinde sig flere forskellige steder på matriklen. På glasurværkstedet, på tegnestuen, på kontoret ovenpå, i haven eller på deres andet værksted og galleri, der ligger oppe ad vejen. ”Om sommeren er jeg vild med at være der,” forklarer Peder. Karen tager over:

”Vi er blevet mere forskellige med alderen. Når man bliver ældre, bliver man mere sikker på, hvem man er – som person og som kunstner.”

Karen er detaljemesteren, der benhårdt og minutiøst følger sine matematiske udregninger og skaber modeller bygget op af mellem 25 og 70 stykker pap, der er limet sammen. Som en analog og tredimensionel metode til at fremkalde den fulde form. Se den, forstå den, føle den­ – for derefter at omsætte den minutiøst til keramisk skulptur.

Peder er mere løs i sin proces og arbejder intuitivt ud fra sine skitser, modeller og udregninger og bygger sine krukker op direkte på kavaletten. Peder Rasmussen er en mester i at fortælle historier gennem sit medie, hvor glasur og dekorationer kombineres i lag af komplekse referencer. Peders formsprog er klassisk og historisk funderet, hvor det er dekorationerne og ornamenterne, der træder ad narrative og fabulerende stier. Karens formsprog griber fat om arkitekturen ved at skabe lag, vinkler, rum og spændinger mellem det ydre og det indre. Men selvom formsprog, metodik og tankerækker er forskellige, bruger parret hinanden til at sparre med både før, under og efter at arbejdet er færdigt.

”Vi arbejder med hver vores udtryk, men har processen og forarbejdet til fælles. Vi skaber begge modeller, tegner skitser og måler op.” Parret arbejder på den måde helt klassisk og old school, men med stor respekt for materialets potentiale og egenvilje.

”Nogle gange tager tingene over og løser sig selv. ’Ok, det var sådan du ville se ud…’ Og på et tidspunkt falder det hele på plads”, siger Karen.

At skubbe sig ud af sin komfortzone
Som kunstnere i et nichefelt har de to etablerede keramikere erfaret, at det er vitalt, at du er opsøgende og hele tiden udvikler og forbedrer dig. Både Peder og Karen har hele livet udstillet flittigt i ind- og udland, og Peder har desuden været aktiv i kulturpolitik som bl.a. udvalgsformand i Statens Kunstfond, ligesom han er forfatter til flere bøger om feltet. Derudover har de begge modtaget Statens Kunstfonds livslange hædersydelse for deres arbejde. Og det er lidt af en bedrift, at de begge modtager den hæder – uafhængigt af hinanden som individuelle kunstnere.

”Som udøver skal man forny sig, og det sker kun, hvis man smider sig ud på de 12 favne vand. Hvis man ser eksperimentielt på det, handler det om at undersøge nye vinkler. Det færdige resultat er spydspidsen af hele tænkningen bag. Det er ikke lineært, men cirkulært og organisk, for du indsamler viden hele livet og undersøger idéer, der skal prøves af.”

Karen udstiller i hele verden og er lige nu en efterspurgt kunstner. Interessen er stigende – og som kunstner er det en livsnødvendighed at skubbe sig ind i udviklingen og ud af de velkendte komfortzoner, hvor man kender alle dele af processen og det færdige udtryk. Man skal flytte sig – og turde gå nye veje uden at vide, hvad der kommer rundt om det næste hjørne.

”Det kommer som et behov; at man godt kunne tænke sig at undersøge en bestemt ting. Nogle gange kan der gå år, før man finder ud af, hvordan man gør det, men det vigtigste er, at man tænker nye tanker og flytter sig både mentalt og teknisk. Man skal afprøve sig selv og give sig selv nye opgaver, som er interessante og som er sværere og sværere at løse. Der skal helst være noget modstand, ellers er det ikke interessant at gå på værkstedet,” forklarer Karen.

At udstille og være en del af et kunstmarked
Peder Rasmussen og Karen Bennicke udstiller begge jævnligt. På gallerier, museer og i deres eget værkstedsgalleri – og så afholder de forskellige events, hvor de fortæller om deres arbejde til kunstforeninger og andre faglige netværk.

”Vi har aldrig rigtig tænkt på vores arbejde som markedsobjekter, siger Peder og fortsætter:

Ting tager tid. Når grænser overskrides, går der noget tid før tingene fanger an og folk forstår det. Det kan også være, at jeg laver noget, som jeg sætter væk, og så finder det 6 år senere og tænker, at det er da meget godt. På den måde kan man være forud for sig selv, ubevidst.”

Karen nikker og supplerer. ”Vores tanke har fra starten været at få råd og fred til at arbejde. At finde et sted, der var rimeligt i husleje, så de faste udgifter var så lave som muligt. Vi har fået det til at hænge sammen. Man skal ikke være bange, man skal turde sit projekt”.

Haven er et kunsterisk rum
Karen og Peder har også indlemmet haven som et kunstnerisk rum. Faktisk er haven en mindre park, der både indeholder blandede blomsterbede, mindre træer, en lille sø og en stor køkkenhave. Haven er smukt koreograferet og designet af Karen efter engelsk forbillede, og det er også hende, der holder bedene. Køkkenhaven derimod er Peders – her er salat, tomater, gulerødder, grønkål, squash, hokeido-græskar, grønne bønner, kartofler, porrer, persille, ribs og æbler. Kærligheden til mad stiger op mellem bedene i køkkenhaven, der er sirligt holdt og vidner om en madglad familie, der er selvforsynende med grønt 3 mdr. om året.

”Der er en stærk natur udenom huset med sø, skov og marker, og derfor skal haven tale samme sprog. Det er en vild have, der korresponderer med naturen. Vi bruger 1-2 timer i herude hver dag og vi kan allerbedst lide, når det er overskyet, for så er farverne allersmukkest,” fortæller Karen.

Det er en kunstnerisk proces for parret at holde haven, som de betragter som et stort kreativt frirum, for haven er fyldt med skulpturer af begge og også andre kollegaer som keramiker Per Ahlmann, ligesom der er relieffer flere steder på husets facader. Haven er i det hele taget fyldt med krukker, planter, relieffer – af både egne og vennernes værker sammen med loppe-og auktionsfund. Også her er sanserne på arbejde og finder fred i de grønne ophold.

KAREN BENNICKE & PEDER RASMUSSEN

Karen: Født 1943 I København
Peder: Født 1948 I Næstved

Uddannelse:
Karen: Uddannet pottemager
Peder: Uddannet som pottemager suppleret med kunstskoler I Italien

Studio: Hjem, værksted og galleri I Bregentved,  syd for København

Udstillinger i Danmark, Sverige, Holland, Frankrig, Japan, Italien, Norge, Belgien og England og repræsenteret på museer verden over.

Mest kendte værker:
Karen: A sign from Le Corbusier, V&A Museum, London. Barge, Designmuseum Danmark, Green Complexity, Chatsworth House, Devonshire, UK. Urban Complex, Trapholt Museum, Danmark

Peder: Eighteen scenes from the life of a modern Potter på V&A Museum, London. Familievase på BRANDTS, Odense, Oversætterne på Designmuseum Denmark. Landskabsvase på Nationalmuseet, Stockholm.

Karen åbner udstilling 6. september 2024 på Hostler Burrows i New York.

www.pederrasmussen.dk
www.karenbennicke.dk